For mange år siden regerede en race kendt som Dwender'ne over verden, og alle andre racer var deres slaver. I et kæmpe slag, som varede over 200 år, blev Dwenderne fordrevet med hjælp fra mørkedværge og deres teknologi.
Det er nu ca. 2000 år tilbage i tiden, og siden er både Dwenderne og de fleste mørkedværge forsvundet. Selvom der stadig er nogle mørkedværge tilbage i verden, forsvandt den teknologiske viden med dem, og der findes kun enkelte teknologiske vidundere tilbage i verden.
Dwenderne siges at have været et folk med enorm magisk kraft, og enkelte genstande findes stadig fra deres tid. Disse siges at være utrolig mægtige og er meget eftertragtede.
Tid og sted er Danernes rige i overgangen mellem vikingetid og middelalder. De gamle nordiske guder er blevet fortrængt af D&D-verdenens guder, og kristendommen er ved at blive udbredt af nidkære og retskafne præster.
I starter i en valgfri by på Sjælland og beskriver den løst ud fra historiske fakta såsom placering, størrelse og hovederhverv. I kan vælge, hvilken by I vil komme fra, og hvordan I kender hinanden eller mødes – gerne på en kro.
Derudover kan vi sammen beskrive de fem vigtigste byer på Sjælland og hvad de er kendt for.
Heltene møder enarmede Eva, møllerens kone, i kroen Fladfisken og hjælper hende med at slæbe kornsække ind. I falder i snak med nogle af Roskildes indbyggere bla. Kroværtens datter Gunhilde, Brødrene Jens Jernben og Sofus Krølben, som har kæmpet med Thorfin, Kar Annan, en af Kong Haralds nære betroede, som er sendt ud for at undersøge overfaldene af Trelleborg
Pludselig er der tumult udenfor og nogle øglevæsner lusker rundt i gaderne og overfalder uskyldige folk. I får slået et par ned og følger derefter sporene mod nord op langs kysten hvor i finder en hule med fæl stank af rådden sump og våd banan. Her er der yderligere to øglevæsner samt et amfibiedyr.
I besejrer bæsterne og finder en bevidstløs Tiefling-lignende skabning, som viser sig at være Jarl Kjartans søn, Torvald Kjartanson.
Det ser ud til, at der har boet flere øgler i den gamle bjørnehule, som er blevet udvidet til formålet. Blandt dynger af gammelt tøj og efterladt udstyr fra øglernes ofrer finder i nogle brugbare ting, hvoraf en 3 falder i jeres øjne.
- En fin kåbe
- Noget der ligner et afhugget ben, men som ikke lugter råddent - Og en bad-ass bandanaHerefter vender i sejrrigt hjem til Roskilde.
Tilbage i Fladfisken møder heltene brunkåben Odd Henning, som snakker med Kar Annan. Odd slutter sig til heltene og de belsutter at tage Thorvalds båd til Frederikssund, men de skal lige sikre sig en træl til blæksprutten. Efter nogen tids søgning på markedet, sikrer de sig en "billig" træl og stævner ud i Thorvalds første-byggede skib. Heltene bliver modtaget med glæde af Jarl Kjartan, som dog er en smule afdæmpet overfor brunkåben, som jo ikke kunne helbrede hans søns arm ordentligt. Det kan heldigvis ordnes af hand gode, Torsten Vindøje.
Derefter er der lege, hvor der drikkes, brydes, kastes med økser og kvædes. Heltene klarer sig meget bedre end forventet og vinder vikingernes respekt - især Borzak vinder respekt fra Embla Jernhår.
Nu venter heltene på kongen og afgørelsen om, hvor togtet går hen i år. Mon ikke de også venter på en belønning for at have reddet Jarlens eneste søn?
Togtet skal gå mod Elvernes land i øst, men heltene beslutter at indløse deres løfte og finde Kar Annan i Hedeby. De sejler forbi en fed og mæt sprutte sammen med alle de andre skibe og skilles fra hovedtogtet, da de drejer syd.-over udenfor fjorden.
I Hedeby møder heltene Kar Annan og en tidligere fange af væsnerne, Sif Olafssdottir. Hun er undsluppet og vil gerne føre heltene til væsnernes hule for at befri de andre fanger og få hævn.
Udenfor hulen er Sif meget højrøstet, hvilket advarer hulens beboere. Da heltene kommer ind i hulen, er der ikke nogen væsner, og heltene ser sig derfor om. De finder et madlager og noget, som ligner ejendele fra fangerne. Heltene fortsætter ind i hulen og bliver angrebet af nogle slimede monstre, som bliver ledt af en grålig menneskeagtig type. Han forsvinder ad en skjult passage, som fører langt ned i jorden.
Heltene følger efter og nede i jordens dyb møder de en skikkelse med lange tentakler i ansigtet – en Dwender - omgivet af flere af de grålige væsner, som tilbeder den. Sif bliver slået ihjel af dwenderens hjernebølger og ud af hendes kranie springer en hjerne på ben, som begynder at angribe heltene. Heltene tager benene på nakken og redder sig ud af hulen med nød og næppe.
Heltene løber opad og opad for at undslippe dwenderen og da de kommer op i hulen igen, står de et øjeblik og får pusten. Der er helt stille i hulen, så fangerne må være stukket af. Lyden af løbende, slaskende, bare fødder når heltenes ører og de løber mod hulens indgang og bliver jagtet af en lille hjerne på ben, som haler ind på dem, samt to Troglodytter og en Kuo-Toa. Odd Henning springer ud over den lille forhøjning midt i hulen, mens Borzak lader sig svæve langsomt ned ved hjælp af en magisk kylling (atju). Da de når hulens indgang, står de to skjoldmøer der og venter på dem og det giver lidt ro på, så heltene beslutter at tage kampen op med den hurtigløbende hjerne her.
Men den er klogere end som så og venter på sine venner. Det bliver derfor en noget hårdere kamp end forventet, og Odd Henning bliver slået ned og må forhandle med Sankt Peter for at komme tilbage igen, da kampen er overstået.
Flere monstre dukker op, og heltene tager benene på nakken. Undervejs støder de på de flygtende fanger og i samlet flok bliver de alle jaget til Trelleborg. Det er som om monstrene ikke vil indhente heltene, men bare jage dem foran sig.
Det går op for Odd Henning, at der måske er flere hjernevæsner, som har overtager nogle af fangerne og Borzak læser deres tanker. Dette afslører en kvinde, som Odd Henning tager med op på sit værelse og forhører. Den spanske inkvisition ville blegne mod de forhørsmetoder, Odd anvender. Til sidst kan pigen ikke svare mere og i stedet bryder en hjerne ud af hendes hoved. Desværre er den for hurtig og når at sende Odd til tælling, inden skjoldmøerne når frem. Borzak når det slet ikke, da hen først skal have sine nathue af. Endnu engang må Odd overbevise Sankt Peter om, at der er flere opgaver, der skal udføres inden den evige evighed.
Heltene får overbevist byherren, Arnulf den gule, i Trelleborg om, at hirden skal mobiliseres. Der er dog ikke nok folk, så heltene tager til Roskilde for er hverve endnu flere mænd og skjoldmøer.
Da de kommer til Roskilde, er byen allerede under belejring og de bliver lukket ind for at hjælpe til. Odd Henning beder om at komme til kirken for at føre opsyn med den. Ved mørkets frembrud viser det sig dog at være en dårlig ide, for byen bliver omringet på land og fra vand og 3 dwenders står og overværer det hele. Heltene vælger at flygte... sende en budbringer via den hemmelige løngang. Det er vigtigt, at det er højtstående kirkelige folk, som overbringer denne ellers utroværdige historie, så Bisp Absalon, Odd Henning og Borzak påtager sig straks dette farlige hverv.
Da de langt om længe kommer ud af løn-gangen et par kilometer fra byen, kigger de tilbage mod Roskilde og ser byen for måske sidste gang.
Heltene står på en bakkekam og kigger tilbage mod Roskilde. Sammen med dem står Bisp Absalon og de 3 heste, som de beslaglagde for at komme hurtigere frem. Roskildes forsvar er ved at blive løbet over ende af de slimede uhyrer og enkelte steder er de allerede brudt ind i byen. Hvor er det godt, at både Bisp Absalon Og Odd Henning slap ud og kan bringe nyheden videre. For med så ærværdige stemmer kan igen betvivle sandheden.
Først skal nyheden bringes til Borgringe nær Køge og turen foregår uden problemer. Ved ankomsten skal der betales told for at komme gennem de dobbelte forsvarsmure – den yderste af sten, som er ved at blive opført og den inderste af træ, som er hastigt opført.
Høvding Aslak viser sig at være en ung knøs, som styrer byen med hård hånd og som tiltaler sig selv som konge. Hvide Krist er ikke velset i Borgringe, men det lykkes Borzak at overbevise høvding Aslak om sandheden i truslen fra Dwenderne og efter en meget kort tvekamp mellem Thorfin og en af hirdens mænd, er Aslak helt overbevist. Han indvilliger endda i at udsætte brunkåbernes henrettelse til dagen efter. Aslak udnævner derefter Thorfin til hirden og Borzak til Vølve, da han kan se ind i fremtiden.
Under den efterfølgende fest, bliver der drukket tæt og Aslak ender med at gennemtæve og kneppe en trælkvinde. Det bliver for meget af det gode, og Borzak og Thorfin dræber kongen, slår vagterne ned og får det hele til at se ud som om, det var en fra hirden, der gjorde det.
Aslaks rådgiver, Sven Tågesnak, bliver kaldt til og Vølven Borzak overbeviser ham om, at det er Dwenderne, der er kommet ind i hjernen på hirdmanden, og at Thorfin har reddet hele Borgringe. Nu skal der handles hurtigt og vælges en høvding af Borgringe. Dagen efter kaldes der derfor til tinge, og Sven Tågesnak bliver valgt som Borgringes høvding og kommende konge, nu da både Roskilde og Hedeby er faldet og kongen er flygtet på togt.
Den nye konges første ønske er at få bygger stenmuren færdig. Thorfin husker et sagn om en elverhøj med en stor skat syd for Køge. Borzak og Thorfin tager straks afsted og henad aftenstid, når de frem til højen som ikke er særlig stor og bare er dækket af græs.
Da solen går ned, hæver højen sig dog på nogle stolper og ud strømmer et gyldent lys. Så dukker nogle små svævende væsner op, som byder heltene op til dans. De går lidt med på spøgen og nærmer sig højen, hvor de kan se en stor kiste stå. De danser med derind, men idet de tager fat i kisten, bliver de små danseglade feer sure og begynder at angribe. Det flotte gyldne lys viser sig at være særdeles elektrisk og give gevaldige stød. Kampen gøres sværere ved, at både feer og lys forsvinder en gang i mellem, og at højen langsomt begynder at sænke sig. Efter en lang kamp, lykkes det heltene at få bugt med de små feer, men da er højen atter lukket, så de må grave sig ud i lyset fra Borzaks magiske lyskugler.
Udenfor højen får de endelig lukket kisten op, som er fuld af sølv og guld. Kongemagten er måske indenfor rækkevidde for Thorfin Kongeslager og Borzak Kongemager.