I kampagnen, Heltene Vågner, er der spillet følgende episoder:

Sagaen om Sinistra

• Episode I, Eventyret begynder
• Episode II, Indbrud på slottet
• Episode III, Pedro
• Episode IV, Sinistras finger
• Episode V, Sinistras livskraft
• Episode VI, Sinistra - det endelige opgør

Genopbyggelsen af Landet på den anden Side

• Episode VII, Landet forfalder
• Episode VIII, Orkerne kommer
• Episode IX, Våbenhvilen
• Episode X, Det magiske Agern
• Episode XI, Lamia's spådom
• Episode XII, Dværgedysten

Episode I, Eventyret begynder

Et brev bliver fundet, hvori Ragnar beder om hjælp og fortæller, hvordan man kommer over på den anden side ved hjælp af en trylledrik. De skynder sig at blande trylledrikken og gå over i skoven. Som beskrevet i brevet, hænger der her et tov, og med en lille slurk trylledrik i maven, svinger de tre piger sig over grænsen mellem landene.

I landet på den anden Side møder Heltene Ragnar, som er lænket til et træ. Han fortæller, at den onde troldmand Sinistra har taget dronning Isabel til fange for selv at herske over landet. Desuden har han lænket Ragnar til et træ, taget hans rustning og hængt hans sværd lige uden for Ragnars rækkevidde.

Heltene får hurtigt sværdet ned til Ragnar og han bliver meget glad. Han giver dem en helbredseliksir, og spørger om de vil hjælpe med at finde hans rustning og befri ham fra træet.

Sinistra har givet nøglen til Igor den grusomme – en stor og ond mand, som bor i den mørke del af skoven.

På deres vej ser Heltene en smuk ung kvinde gå gennem skoven i en rød dragt. Det er druiden Isolde, som gerne vil hjælpe dem med at befri Ragnar. De får en usynlighedsdrik, som kan gøre en enkelt person helt usynlig.

I den mørke del af skoven finder heltene Igor, som vil have mad, øl eller penge for at give dem nøglen. De prøver at give ham guld, men han vil alligevel ikke give dem nøglen. Til gengæld fortæller han, hvor Ragnars rustning måske kan ligge begravet.

Efter at have afleveret rustningen til Ragnar, går heltene igen over til Igor, som i mellemtiden er blevet lidt fuld. Han har hængt nøglen fra sig på et træ, da kæden generede ham om halsen. Han holder dog øje med hele tiden. Alberte og Filippa driller Igor mens Emilia drikker usynlighedseliksiren og lister sig stille hen mod nøglen. Den hænger dog for højt oppe i træet til, at hun kan selv kan få fat i den. Emilia kaster usynlighedsdrikken til Alberte, som tager en slurk og lister hen for at hjælpe Emilia. Imens kæmper Filippa alene mod Igor.

Igor bliver pludselig mistænkelig, da han ikke kan se alle tre helte. Med nød og næppe lykkes det for Emilia og Alberte at få fat på nøglen og de løber alle tre væk inden Igor når at finde ud af, hvad der er sket.

Da Ragnar er blevet befriet takker han dem mange gange, giver dem en guldmønt hver, og slår dem til riddere af Landet på den anden Side. Nu er Ragnar igen fri og kan drage tilbage til slottet for at se, om han kan finde ud af, hvor Sinistra har ført dronningen hen.

Han vil sende bud efter de tre helte igen, så snart han ved noget mere. De tre helte siger farvel og svinger sig tilbage til deres egen verden. Nu venter de bare spændt på det næste brev.

Episode II, Indbrud på slottet

Mens Ragnar har været væk fra slottet, har orkerne været inde og plyndre alt af værdi. Ragnar beder derfor de tre Helte om at hjælpe ham med at finde tre vigtige ting, mens han selv leder efter spor af Sinistra og Dronning Isabel. De tre ting er Isabels scepter, hendes smykker og Ragnars kamphorn.

De tre helte begiver sig straks af sted for at finde Igor. Og ganske rigtig har han fået fingre i dronningens scepter. Han er dog meget sur over at Heltene tog hans økse sidste gang, og den vil han gerne have tilbage. Heltene lover at hjælpe med at finde øksen hvis de får sceptret til gengæld.

Isolde er glad for at se de tre Helte igen, men inden de når at snakke særlig meget, hører de et horn gjalde gennem skoven. Det er orken Grumsh, som har Ragnars kamphorn. Grumsh er en vild og ond skabning. Han har også fundet Igors økse, som han er meget stolt af. Han prøver at lokke heltene ind i den mørke skov, hvor han kan slå dem ihjel en ad gangen og spise dem. Heltene lader sig ikke lokke, men går tilbage for at spørge Isolde til råds.

Isolde lærer de tre helte en trylleformular som kan få planter og rødder til at gribe fat i fjendernes ben, så de ikke kan røre sig. Hun giver dem også en lille pung hver med tryllestøv. Da de prøver dette på orken Grumsh bliver han rasende, råber og svinger vildt med øksen. Han hiver og slider i planterne og efter noget tid lykkes det ham at slide sig fri. De tre Helte løber for der er ikke noget så farligt som en rasende ork.

Isolde lover at hjælpe de tre Helte og det lykkes hende at få hornet taget fra ham under deres kamp. Orken er nu blevet så sur at han følger efter Isolde, men han er bange for solen, og det lykkes for de tre Helte og Isolde at besejre ham ved hjælp af al deres mod, deres trylleformular og deres sværd.

Nu har de tre Helte fået fat i hornet og tager øksen med hen til Igor. Han bliver meget glad men vil ikke frivilligt give dem sceptret og de hiver i hver deres ende. Pludselig går det midt over og en seddel falder ud. Det viser sig at Dronning Isabel selv har gemt hendes smykker inden hun blev bortført og på sedlen står der, hvor smykkerne er gemt.

Ragnar er nu kommet tilbage men har desværre ikke fundet nogle spor af Sinistra endnu. Han bliver meget glad for at høre, hvor godt det er gået for de tre Helte men kan desværre ikke hjælpe dem med at finde smykkerne, da han stadig mangler at lede nogle steder i skoven.

Smykkerne er gemt i et halvt træ nær den mærke sump og for at komme derned, skal heltene forbi der hvor Igor holder til. De lister sig derfor derned, men Igor opdager dem alligevel. Han bliver nysgerrig og følger efter dem. For at aflede ham, plukker de tre Helte nogle blomster og fortæller de skal bruge dem til en magisk dirk, og mens Igor undersøger stedet, hvor de plukkede blomster, finder de tre Helte det halve træ og smykkerne. Hurtigt løber de tilbage med smykkerne til Ragnar.

Nu da de har fundet de tre vigtige ting, takker Ragnar dem og de tre Helte tager tilbage til deres eget land mens de spændt venter på det næste brev.

Episode III, Pedro

Det er nu på tide at søge efter Sinistra, så dronningen kan blive befriet. De tre helte bliver derfor bedt om at lede efter Sinistra, men ingen ved, hvor han er. Derfor opsøger de tre helte den kloge kone Gudrun, som ved hjælp af sin krystalkugle kan se og finde alt.

Gudrun vil gerne hjælpe de tre helte, men for at finde en person skal hun bruge noget af personen – lidt ligesom en sporhund, som skal snuse til noget tøj for at finde personen. Hun spørger derfor heltene, om de ikke vil finde Sinistra finger til hende. Eftersom Pedro ved meget om, hvor denne finger er gemt, vil hun foreslå, at de finder ham først. Som betaling kan de jo give hende 10 guldstykker, eller hvis der nu skulle sidde en ring på Sinistras finger…

Heltene besøger Isolde en sidste gang, for at være helt sikre på, at de kan deres trylleformular og er helt klar til at begive sig ud i den ukendte del af Landet på den anden Side for at lede efter Ragnar.

Efter et stykke vej i den ukendte del af landet, hører heltene pludselig en stemme inde fra træerne. Det er Pedro som er bundet til et træ og beder om hjælp til at komme fri. Heltene gisper, da de ser, at Pedro har fået hugget den ene arm af, og det hører Pedros fangevogter – en grum lejesvend – som straks kommer løbende.

De tre helte går hurtigt til angreb og inden længe sidder lejesvenden godt fast i rødder og grene, så han kun kan råbe og skrige, mens heltene befrier Pedro. Desværre er Pedros udstyr gemt i et telt, hvor lejesvenden holder vagt, og heltene må derfor atter en gang gå i kamp mod lejesvenden, som i mellemtiden har slidt sig fri af rødderne. Denne gang er han mere påpasselig, men lige meget hjælper det. Mens han atter sidder fast i rødder, løber heltene hen og henter Pedros udstyr.

Ragnar møder de tre helte, da de kommer tilbage på engen. Han er meget glad for deres hjælp, men er også meget chokeret over at se Pedro med kun en arm. Hvem skal nu hjælpe Ragnar i det store slag med Sinistra?

Pedro forslår at han træner heltene, så de kan bruge hans bue, og Ragnar give dem også lidt mere sværdtræning. Nu er heltene klar til at finde Sinistras finger og Sinistra selv for at kunne befri dronningen.

Episode IV, Sinistras finger

Atter en gang bliver heltene kaldt til Landet på den anden Side af Ragnar, som har brug for deres hjælp. Nu er det på tide at finde Sinistras finger, så Gudrun kan finde ham gennem sin krystalkugle. Først er det dog tid til at lære nye færdigheder, så heltene er bedre rustet til deres møder med de forskellige væsner i Landet på den anden Side.

Ragnar foreslår, at heltene snakker med en omrejsende handelsmand, som ved meget om, hvad der er at finde rundt omkring i landet – måske ved han noget om Sinistras finger. Den handelsrejsende vil dog ikke uden videre fortælle, hvad han ved, men vil gerne spille terninger om sine oplysninger og heltene bliver nødt til at satse guld for at få oplysninger ud af ham. Han har set en goblin tæt ved søen mod nord, Sinistra er muligvis rejst til landet langt mod nord og endelig har den handelsrejsende set en kæmpe i skovene mod syd.

Ragnar råder heltene til at fange goblinen levende, da gobliner er feje skabninger som Sinistra ofte tvinger til at arbejde for sig. Måske ved denne goblin noget om Sinistras finger.

Heltene drager af sted og det lykkes dem at besejre goblinen, som fortæller at hun rigtig nok var med, da Sinistra skar sin finger af. Goblinen mener, at en kæmpe bevogter fingeren.

I mellemtiden er det blevet kraftigt regnvejr og heltene begiver sig gennemblødte mod den sydlige del af skoven for at opsøge kæmpen. Regnen har gjort kæmpen tvær og han hører heltene på lang afstand og løber dem i møde med svingende økse. En afhugget finger hænger i en kæde om dens hals. Efter en rigtig lang og sej kamp, hvor kæmpen bliver fanget af trylleformularer, skudt med pile og slået flere gange med de skarpe sværd, falder den endelig død om.

Heltene tager fingeren fra den døde kæmpe og løber tilbage til Ragnar. Gudrun bliver rigtig glad for at se ringen, som ganske rigtig stadig sidder på

fingeren, og denne tager hun glædeligt i betaling for at finde Sinistra gemmested.

Denne gang er heltene kommet et stort skridt nærmere at finde ud af, hvor Dronning Isabelle holdes fanget.

Episode V, Sinistras livskraft

Heltene bliver atter en gang tilkaldt af Ragnar. Han skriver, at Sinistra har nedkaldt et frygteligt uvejr over Landet på den anden Side, og at alle er blevet nødt til at søge tilflugt på kroen.

Da Heltene ankommer til Landet på den anden Side, raser der en forfærdelig storm – værre end nogen af dem har set før. De når med nød og næppe ind på kroen, hvor Ragnar dårlig nok kan holde døren åben i den stærke vind.

Gudrun fortæller Heltene, at Sinistra livskraft rigtig nok er gemt i hans finger, som de fandt sidste gang. Til gengæld ved hun ikke, hvordan man ødelægger fingeren, for før den er ødelagt, kan Sinistra ikke skades. Heldigvis har en elver også søgt tilflugt på kroen, og elvere er meget kloge på magi. Alfi, som elveren hedder, fortæller Heltene, at de skal bruge nogle forskellige ingredienser til at ødelægge fingeren med Sinistras livskraft.

Først skal de bruge sved fra vinderen af en ridderturnering. Ragnar, som længe har tænkt over, hvordan man kan holde modet oppe, arrangerer straks en ridderturnering. Under et kort ophold i uvejret går Heltene i gang med at dyste med lanse, bue og sværd. Først er der bueskydning, hvor de skyder til måls efter et ork hoved, dernæst kommer ringridning og sidste dyst går ud på at slå æbler af stager.

Efter en lang dyst findes der en vinder; Filippa.

Nu skal Heltene bruge snot fra begge næser af en tohovedet kæmpe, fortæller Alfi. Heldigvis er det ikke kun godtfolk som plages af uvejret, men også en tohovedet kæmpe er drevet på flugt. Den tramper rasende gennem skoven, mens de to hoveder skændes. Den har et stort slangesværd og en kæmpe økse, og når skænderiet bliver rigtig voldsomt, fægter den med sig selv.

Heltene tøver lidt, da de ser dens raseri, men tager så mod til sig, gør buen klar, tager tryllestøv frem og spænder skjoldene godt fast. Så går de til angreb og får langsomt omringet kæmpen, som hurtigt falder for Heltenes gode samarbejde i angrebet.

Efter at have indsamlet snot fra begge dens næser, fortæller elveren dem, at de nu skal bruge 3 krystaller fra krystalblomster. Det er nogle meget sjældne blomster, som vokser i sumpede områder, og Isolde kan heldigvis fortælle Heltene, hvor der er størst sandsynlighed for at finde sådanne blomster.

Mens Heltene er ude efter krystalblomsterne, ankommer der en dværg til kroen. Han slæber på en stor kiste, som han vogter meget nidkært. Det viser sig, at han er på vej sydpå for at undgå Sinistra. I kisten har han nogle bjergrødder, som han vil så og genopbygge sin mine i tryggere omgivelser end der, hvor Sinistra er.

Da Heltene kommer tilbage med de tre krystaller, fortæller Alfi dem, at den sidste ingrediens er 4 bjergrødder. De spørger straks dværgen, om han er villig til at sælge nogle af sine bjergrødder, men NEJ. De må derfor bruge list. Heltene køber noget dejlig stærk cacao til dværgen og efter at have bællet et stort krus og ræbet, falder dværgen i søvn hen over sin kiste.

Heltene prøver nu forsigtigt at dirke kisten op, men der er en eller anden form for alarm på, som larmer, hvis de er for hårdhændede. Forsigtigt lirker de kisten ud af dværgens favn og stikker af med den.

Endelig har de alle ingredienserne til at ødelægge Sinistra finger, og de går hen til Gudrun, hvor hun og Alfi i fællesskab hjælper Heltene med at ødelægge fingeren. Da den sidste ingrediens kommer i, bobler det, og der lyder et frygteligt brøl af smerte og vrede over hele landet.

Det må være Sinistra vredesudbrud, da han mærker sin livskraft forsvinde.

Episode VI, Sinistra - det endelige opgør

Ragnar kontakter atter heltene med et brev, hvor han forklarer, at han har mødt Sinistra og kun med nød og næppe sluppet fra det med livet behold. Han har derfor brug for deres hjælp til at befri Dronning Isabel, inden det er for sent.

Da heltene skal til at blande deres trylledrik, opdager de, at Sinistra har rakt ind i denne verden og fjernet al salt fra deres hjem. De må derfor hen til naboen for at låne salt til trylledrikken. Da heltene kommer over på den anden side, møder de en meget vagtsom Ragnar. Hans højre hånd, sværdhånden, hænger sort og slap ned langs siden; et vidne om hans kamp mod Sinistra. Han fortæller heltene, at selvom han ramte Sinistra, så det ikke ud til, sværdet bed sig ordentlig fast og det gjorde ingen skade. Der må derfor være en hemmelighed, som vi endnu ikke kender og han råder heltene til at søge råd hos elverne. Han følger selv med og kigger sig hele tiden vagtsomt over skulderen.

Heltene finder elverne Alfi og Alfia i deres lille hytte i skoven. De fortæller, at der en gang eksisterede en skriftrulle, som beskrev Sinistras svaghed. Desværre gik skriftrullen tabt under den store vandring for mange år siden. Måske ved en gamle kone på øen i søen noget om det – hun plejer at være god til at snuse sådanne ting op.

Heltene skynder sig hen mod søen, men pludselig springer to landevejsrøvere frem – en på hver side af heltene. De er et par drevne mænd og i løbet af kampen får de isoleret en af heltene, som de brutalt hugger ned. Resten af heltene omgrupperer og med hjælp fra druidernes magi lykkes det at besejre de to niddinger og helbrede den slagne helt.

Den gamle kone på øen i søen er ikke særlig hjælpsom og heltene spørger hende flere gange, hvad de skal gøre for at få fat i skriftrullen. Men hun griner bare af dem, indtil en af heltene spørger til hendes navn og hendes helbred. Endelig, efter de mange år alene på øen er der en som interesserer sig for hende. Den gamle kone bliver så glad, at hun giver heltene skriftrullen uden at ville have noget retur. Heltene skynder sig at vikle skriftrullen ud, men det giver overhovedet ingen mening. Bogstaverne står helt tilfældigt, men så til aller sidst står der noget læseligt: ”Rul skriften om min tryllestav”.

Til alt held ved elverne, at Gudruns mormor en gang for længe siden hjalp Sinistra med at lave hans tryllestav – den gang inden han blev ond. Måske Gudrun ved noget.

Gudrun byder heltene på en kop styrkende varm the og har rigtig nok en gammel stump af træet fra Sinistras tryllestav. Heltene vikler skriftrullen rundt om staven og ganske rigtigt giver bogstaverne pludselig mening. Der står: ” Tudseslim gør stor skade mens slangeslim vil helbrede”.

Ragnar fortæller at der lever store tudser i den mørke sump og heltene begiver sig af sted for at finde en stor, fed, slimet tudse.

På vej gennem skoven hører de pludselig en kvinde skrige på hjælp, og Ragnar genkender stemmen som Dronning Isabels. De er nu ganske tæt på og efter endnu et par skridt får de øje på Sinistra inde mellem træerne tæt på sumpen. Heltene går langsomt fremad og pludselig dukker Sinistras ork kaptajn frem bag at stort træ. Han falder en af elverne i ryggen og heltene må kæmpe sig tilbage rundt om sumpen mens de kigger efter en tudse.

Det lykkes til sidst at finde en stor fed, tudse med masser af slim, som heltene kan smøre deres våben ind i. Nu er de rede og går til modangreb på både ork kaptajn og Sinistra. Det er meget farligt, for både orken og Sinistra er værdige modstandere og ingen af dem viser nåde. Elverne går lidt ind i skoven og flankere de to onde skabninger, druiden binder dem fast med sin plantemagi og krigerne går i flæsket på dem. Efter en drabelig kamp, falder ork kaptajnen om i en pøl af sit eget blod og Sinistra bliver rasende. Det får ham til at miste overblikket og heltene kan komme ind på ham og slå ham ned.

Endelig kan de befri Dronning Isabel, som står lænket til et træ lidt ude i den mørke sump. Hun bliver rigtig glad og beder dem alle følge med tilbage til slottet, hvor en stor fest venter dem alle. Da de går forbi Sinistras døde krop, opdager de, at han knuger en stor diamant i den ene hånd. Heltene har svært ved at vriste den ud af hans stive, døde hånd, men det lykkes til sidst og de tager den med.

En lykkens dag for Landet på den anden Side. Solen bryder frem, fuglene vender langsomt tilbage til skoven og alt ånder fred for første gang i mange år.

Men en ond kraft bor i diamanten, og kraften samler sig om at nyt offer…

Episode VII, Landet forfalder

Ragnar tilkalder heltene fordi landet er ved langsomt at forfalde i råddenskab. Det er som om Sinistras ondskab stadig hænger i landet og får altid til at forgå i en slimet råddenskab. Elverne er forsvundet og Ragnars bedste mand, Ulfgar, er også væk. Han blev sendt ud for at lede efter elverne men er ikke vendt tilbage.

Heltene ankommer til Landet på den anden Side og kan ikke finde nogle af deres venner. De går frem og tilbage mellem overspringsstedet, Isoldes træ og Gudruns høj, men ingen er at finde. Endelig kommer Ragnar dem i møde, og han er meget glad for at se dem. Han fortæller, at de er blevet nødt til at flytte længere ind i Landet på den anden Side for at komme ondskaben til livs.

På vejen gennem den kendte del af Landet beder Ragnar om hjælp til at finde elverne. Når de er fundet, vil han gerne have hjælp til at hive nogle af de rådne planter op, så de ikke længere kan sprede deres ondskab og omdanne marsken til en stor slimet sump.

Ragnar leder heltene ad en sti langs den tidligere marsk, som nu er en ildelugtene sump. Inde i sumpen skimter de nogle Amazon-krigere, som holder øje med dem fra afstand. De virker urolige og anråber heltene, men Ragnar fortsætter roligt og med sænkede våben for at vise, at de ikke vil noget ondt.

Endelig når de til en lysning ved bredden af en lille sø - dette er den nye udpost, Ragnar har sat op. Gudrun er her også for at hjælpe heltene med sine kloge råd og styrkende drikke. Ragnar beder heltene om at lede efter elverne og peger i hvilken retning de gik – længere ind i den ukendte del af landet.

Efter kort tid finder heltene en meget svag Alfi, som er fuld af grønne prikker i hele hovedet. Hun er blevet forgiftet og heltene bær hende hurtigt hun til Gudrun, som dog kun kan lindre Alfis smerter. For at helbrede hende skal Gudrun bruge en speciel helende urt, som er kendetegnet ved at have både gule og blå blomster. Disse groede tidligere i stort antal i marsken, men da denne efterhånden er blevet omdannet til en slimet sump, er der meget få eksemplarer tilbage. Det er også her de ugæstfrie Amazoner holder til.

Heltene går langsom ind i sumpen og bliver hele tiden fulgt af skikkelser som altid holder sig uden for deres rækkevidde. Da heltene begynder at gå  ybere ind i sumpen og viser tydelig interesse for planterne, bliver de anråbt af Amazonerne, der tydeligvis ikke kan lide fremmede og det kommer til flere mindre sammenstød inden de endelig møder tre frygtløse Amazoner. Under kampen finder heltene ud af, at Amazonernes totemdyr – en gul slange – er forsvundet og de tror derfor, at alle fremmede bringer undergang og død.

Heltene vælger at hjælpe Amazonerne med at finde deres forsvundne totemdyr og det gør dem noget gladere. Dog skal heltene først finde en plante til Alfi. Efter lang tids søgen og kamp med en enlig omstrejfende ork, finder de både totemdyret, den helbredende urt samt får hevet en masse af de rådne planter op.

Heltene vender tilbage til lysningen og her helbreder Gudrun Alfi og de rådne planter bliver brændt, så de ikke længere kan sprede deres ondskab.

Efter en styrkende frokost begiver heltene sig ind i den tætte skov for at finde den forsvundne Ulfgar. Ragnar har fortalt, at Ulfgar havde fået en magisk ring med sig, som helst ikke skulle falde i de forkerte hænder. Ringen opbevares i et lille grønt skrin som Ulfgar havde på sig.

Heltene kæmper sig vej gennem skoven og møder endnu en omstrejfende ork, der tydeligvis mangler ledelse nu hvor Sinistra og ork kaptajnen er besejret.

Inde i den dybe skov, støder heltene pludselig på en kæmpe edderkop, som leder dem dybere ind i skoven og her er der endnu en edderkop og et kæmpe spind. I spindet hænger der nogle knogler og andre rester fra edderkoppernes måltider. Heltene bekæmper edderkopperne i en lang og sej kamp, hvor flere af dem bliver viklet ind i det fæle spind.

Da edderkopperne ligger ubevægelige i deres eget slim, undersøger heltene spindet nærmere. Der ligger rester af en eller flere mennesker, knogler, dele fra en rustning og et kranie i en hjelm. De finder også et lille grønt skrin, og bliver klar over, de har fundet Ulfgar – eller i hvert fald resterne af ham.

Heltene åbner skrinet, men der ligger ringen ring, kun en seddel med en tekst skrevet i kode. Hvert ord er skrevet bagfra og fortæller af Ulfgar var bange for at miste ringen og at han derfor gemte den der hvor solen går ned i vandet. Heltene går ned til vestsiden af søen og her, godt gemt i den sumpede ende, finder de et lille skrin med en hemmelig åbningsmekanisme. Heri ligger ringen og Ragnar bliver meget glad for at få den tilbage.

Nu da de rådne planter er revet op og brændt og Ulfgars ring er funder er der ikke mere at gøre for heltene i Landet på den anden Side og de vender derfor tilbage til deres egen verden – indtil næste gang...

Episode VIII, Orkerne kommer

Efter lang tids tavshed kommer der atter et brev fra Ragnar. Han er ved at opbygge en udpost for at komme det onde til livs og forhindre sumpen i at brede sig. Denne gang har han brug for rigtig mange helte, for en gruppe orker er ved at etablere en hule i nærheden af den nye udpost.

Da heltene ankommer til Landet på den anden Side, bliver de modtaget af Ragnar som står midt i byggerod. Sammen med Ragnar er også en stor smed og to muntre kroværter, som alle er glade for at se så mange modige helte. De er ved at bygge en kro og store mængder tømmer ligger klar til en smedje lidt derfra. Ragnar forklarer at ondskaben stadig breder sig trods Sinistra’s død. Og værre endnu, orkerne er blevet mere organiseret og en gruppe er ved at bygge en hule alt for tæt på den civiliserede del af Landet på den anden Side.

Orkernes hæse latter og kommando brøl runger gennem skoven, og Ragnar beder heltene om at holde orkerne væk fra udposten, mens de bygger færdig. Smeden fik ikke sin ambolt med fra byen, og han beder nogle af heltene hjælpe sig med at finde en ny, men der er ikke tid lige nu hvor orkerne er så tæt på. I stedet er der god brug for hans våbenlager og heltene udstyrer sig til kamp. Det bliver til flere mindre træfninger, hvor begge parter ser hinanden an. De modige krigere får krydset klinger med orkerne, tyvene sniger sig rundt og får opsamlet orkernes værdier, og en lille flok bergtusser falder forskrækket om i skovbunden. En enkelt druide er modig nok til at binde nogle af orkerne med sin magi.

Pludselig kommer der en forvildet elver løbende ud fra skoven. Hun fortæller, at hun er udsendt for at hjælpe med at fordrive forrådnelsen. Med sig havde hun nogle stiklinger fra elvernes aspetræer, som skulle kunne hjælpe med at holde skoven sund. På vejen blev hun dog overfaldet og blev nødt til at smide alt hun havde for at undslippe. Hun beder inderligt heltene om at hjælpe hende med at finde aspe-stiklingerne og hendes pung. Heldigvis overhører Gudrun dette og får alle heltene samlet og givet styrke og mod til at gå ind i skoven på ny.

Det lykkes for heltene at finde de tabte genstande, men desværre har stiklingerne taget skade. Elveren er meget trist, og går straks i gang med at overføre sit eget hjertes kraft til dem. Det ser ud til at hjælpe og især da Gudrun tilføjer sin egen magiske sangstemme, ser der ud til at ske noget. Stiklingerne bliver plantet, men ingen ved om de har taget for meget skade til at slå rod.

I mellemtiden viser Ragnar stolt den store ædelsten frem, som de fandt da de besejrede Sinistra. Idet han tager den op for at lade solen fange i dens slebne overflade, bliver hans øjne med et hårde og munden strammes op. Han begynder at skynde på alle og spørge hvorfor de står her og hænger i stedet for at udrydde orkerne. Herefter marcherer han brysk væk og råber ad alle han møder.

Det viser sig at juvelen er en sjælesten, som stadig gemmer Sinistra onde væsen i sig. Enhver som rører den, bliver smittet med ondskab for en tid.

En hæs latter fra udkanten af lysningen får alle til at rette deres blik i den retning. Ork-kaptajnen er kommet ud i lysningen og Ragnar (der er blevet sit gamle jeg igen) samler alle våbenføre for at få jaget ork kaptajnen væk, men det viser sig at være en skind-angreb. Orkernes egentlige mål er sjælestenen, og de gennemsøger Gudruns ejendele og angriber kroen. Kun med alle heltenes mod, og en god del tryllestøv fra druiderne, lykkes det at slå angrebet tilbage. Men orkerne fik hvad de kom for – de har taget sjælestenen.

Nu er det på tide at få gjort noget ved ondskaben og druiden Isolde beder om hjælp til at finde de visne grene som spreder ondskab i sumpen. Heltene går i flere grupper ind i skoven og mens nogle afleder orkernes opmærksomhed, søger andre efter rådne træer. Efter noget tid, kan de ikke finde flere og missionen afblæses. Nu er det med at få alle tilbage til udposten og få brændt de hæslige rådne træer af. Men det er ikke kun rådne træer de har med sig. En listig tyv har været helt inde i orkernes hule og snuppe sjælestenen. Hun er i frygteligt ondt humør bagefter, og begynder at udfordre alle til kamp, indtil virkningen aftager.

Under en flot ceremoni med tværfløjtespil bliver de visne træer brændt af i smedens store arne. Det udvikler en hæslig røg, men solen bryder igennem og bringer fornyet tro og håb på en lysere fremtid for Landet på den anden Side.

Episode IX, Våbenhvilen

Der går ikke længe før heltene igen modtager et brev fra Ragnar. Han fortæller kort, at et farligt monster er blevet set og at heltene straks må komme.

Da heltene ankommer, modtager Ragnar dem i kroen og beder dem oplæse en besked som netop er kommet fra Dronning Isabel. Desværre er der ingen af heltene, som kan læse, men heldigvis er kromutter klar til at hjælpe. Dronning Isabel beder Ragnar om at prioritere bekæmpelsen af råddenskaben, og endda gå så langt som til at slutte fred med orkerne. For hvis landet rådner, er alt tabt.

Silas og Christian er modige nok til at gå til orkerne for at hidkalde dem til forhandling. Der er dog kun en enkelt ork i hulen, og han er noget modvillig, men kræver dog til sidst at få sjælestenen udleveret for at acceptere en våbenhvile. Et råd bliver kaldt sammen og Isolde mener bestemt at landet er meget vigtigere at redde, så selvom det piner både helte og Ragnar, må de afgive sjælestenen til Orkerne og derved besejle våbenhvilen.

I mellemtiden er der dukket en kutteklædt vandringsdame op. Hun går rundt og udspørger om gamle magiske genstande og beretter samtidig om en ond fabel skabning, som er set i sumpene – en Basilisk. Det er et farligt monster som forstener sine modstandere ved den mindste berøring. Det kræver derfor både dygtighed, samarbejde og mod at kæmpe mod en basilisk.

Desværre er der ingen druider, som kan tryllebinde basilisken, så heltene træner i at angribe fra flere sider på en gang. Det vigtigste er at beskytte sig godt og kun at angribe, når den vender ryggen til. En lille flok bergtusser vil meget gerne hjælpe, men besvimer idet træningen går i gang.

Efter træningen er der pause i kroen og pludselig falder Isolde om i en dyb søvn. Kroværten bemærker at mange har set meget trætte ud i løbet af dagen og den fremmede tilser Isolde. Hun beder de andre om at holde sig på afstand, da det måske smitter. Isolde vågner dog efter lidt tid og har det fint – dog mangler hun sine ejendele...

Heltene begiver sig ud for at finde basilisken og efter lang tids søgen, finder de det skrækkelige dyr i de nye sumpe bag den bundløse sø. De prøver at lokke den frem, men basilisken lader sig ikke sådan besnære og holder sig blandt mudder og brændenælder, så det er umuligt for heltene at omringe den. Den skyder sine lange fangarme ud mod enhver, som kommer tæt nok på og det er lige ved at gå galt flere gange.

Heltene prøver at få en enlig ork til at hjælpe med at besejre basilisken, men det kan der ikke være tale om. Det kommer til kamp, og orken bliver slået ned.

Heltene forsøger igen og det lykkes at ramme basilisken et par gange, men den trækker sig tilbage i det tætte krat, hvor det er svært at omringe den. De lokker den frem igen ved at banke på deres skjolde og det lykkes for den usynlige Oline at snige sig tæt nok på til at slå den. Det gør den meget rasende og usikker. Den kommer mere frem og det lykkes at omringe den og slå den ned. Dog ikke uden at der står et par nye og meget virkelighedstro stenstøtter i skoven. Det viser sig heldigvis at de afhuggede fangarme fra den døde basilisk ophæver fortryllelsen og stenstøtterne bliver levende igen.

Med sejren over basilisken og våbenhvile med orkerne, ser der ud til at være et lille pusterum og heltene tager afsked og venter spændt på næste udfordring...

Episode X, Det magiske Agern

Der er gået noget tid siden Landet på den anden Side har haft brug for hjælp, og da nødråbet endelig kommer, er nogle af heltene blevet for gamle til at kunne se magien. Sådan går det nogle gange. Hvis man stiller for mange spørgsmål til fantasien, kan det blive svært at leve sig ind i den magiske verden, som fantasien skaber. Heldigvis hører nogle nye helte råbet om hjælp...

Da de nye helte ankommer, bliver de budt velkommen af Ragnar, Isolde og Gudrun, som straks tilbyder at oplære dem i færdigheder, som kan hjælpe dem. De to bergtusser Josefine (Oline) og Jose (Liva) lister afsted med Gudrun, mens elveren (Frederikke) og mennesket (Emil) oplæres af Ragnar i krigerens ædle kunst.

På kroen ligger gamle trofæer, et basiliskhoved og en stor juvel - sjælestenen. Heltene advares om den hæslige sjælestens onde magi. Den har en ond kraft i sig og hvis man rører den, bliver man draget mod ondskab. Denne ondskab er en modsætning til kroens meget hyggelige atmosfære og den breder sig ud over hele landet og lader til at fordærve alt den rører ved med sine usynlige lange fangarme.

Netop denne nedbrydende kraft fra sjælestenen bekymrer Isolde, og hun beder derfor heltene om hjælp. I gamle savn har hun fundet legenden om et magisk agern, som siges at skulle være faldet fra livets træ. Dette agern indeholder selve essensen af Moder Jord og burde kunne modvirke sjælestenens onde kraft. Heltene vil meget gerne hjælpe Isolde og begiver sig afsted for at finde et stort krater, hvor agernet kan være faldet ned i. Ragnar møder dem på skovvejen og advarer dem om, at der er omstrejfende orker i området.

Det varer da heller ikke længe, før heltene bliver angrebet af to store orker og de 4 heltes nye færdigheder bliver sat på prøve. (Emil) går modigt til angreb og (Frederikke) leverer et par gode pletskud med sin bue. Imens lister de to bergtusser sig nærmere mens de ryster af skræk. De kommer dog tæt nok på til at kunne kaste deres knive mod de intetanende orkers rygge. Med samarbejde lykkes det at slå de to orker og komme tilbage til kroen og fortælle om det.

I mellem tiden er der kommet en dværg vandrende fra de høje bjerge. Han fortæller, at folk får sten i hovedet fordi bjergene er ved at brase sammen. Det er som om de angribes af en ondskab og langsomt forvitre. Derfor er han ude at lede efter god klippeholdig jord, hvor han kan plante sine bjergrødder for at gro nogle nye bjerge frem.

Han virker meget oprevet og får lidt at spise og drikke i kroen, men pludselig farer han op, snupper sjælestenen og bener af sted på sine kort dværgeben. Heltene skynder sig efter ham, men han er for hurtig og undslipper. Han når dog ikke langt, for orkerne falder over ham og hugger ham ned. Heltene finder dværgens døde krop, men sjælestenen er væk. Heltene opsøger orkerne og får bekæmpet dem, selvom de ser ud til at være blevet lidt stærkere af at have fået fat i sjælestenen. Efter en hård kamp, kan (Frederikke) tage sjælestenen tilbage, og hun mærker straks den onde magi, som strømmer gennem hende. Hun får dog overvundet ondskaben og lægger sjælestenen tilbage i kroen.

Heltene er efterhånden blevet godt kamptrænet og har fået nogle skrammer. De opsøger derfor Gudrun, som helbreder de værste skrammer og de lægger en ny plan for at komme tættere på det store krater, hvor agernet skulle ligge. De forbereder to glas med vin - et med sove gift i og et uden - for at foreslå en fred med orkerne og drikke en skål derpå.

De begiver sig afsted mod krateret og møder snart nogle orker, som spærrer dem vejen: "Vi kommer med fred og vil ikke kæmpe". Men der er to orker og kun et forgiftet glas og da orkerne rækker ud efter begge glas, må heltene tænke hurtigt. "I kan drikke af samme glas". Sovegiften virker hurtigt og orkerne falder i søvn, så heltene kan snige sig ned i krateret og lede efter agernet. Efter lidt tids søgen, finder (Emil) agernet i bunden af krateret.

I mellemtiden er orkerne vågnet og finder ud af, at de er blevet narret. De lunter hen mod krateret og synet af dem er så skræmmende, at de to bergtusser besvimer og falder om som sten på jorden. Det lykkes (Emil) og (Frederikke) at kommer væk og de skynder sig tilbage mod kroen. Orkerne vader forvirrede rundt i krateret og en af dem sætter sig på en bergtusse sten, men falder af, da den bevæger sig lidt. Da orken vender sin opmærksomhed væk, skynder de to bergtusser sig at kravle op ad den stejle side i krateret.

Tilbage ved kroen, overleverer heltene det magiske agern til Isolde, som bliver meget glad. Nu skal det plantes og (Emil) graver hurtigt et fint hul, mens Gudrun spiller en gammel magisk vise på sin tværfløjte. Til sidst velsigner Isolde lidt vand og hælder det ud over jorden, hvor agernet ligger.

Det burde kunne holde ondskaben på afstand og der er atter fred for stund...

Episode XI, Lamia's Spådom

Orkernes hærgen bliver værre og værre og sjælestenens onde magi spreder sig stadig. Ragnar og Isolde er derfor draget til dronning Isabel, for at bede hende om hjælp og støtte. For at udposten ikke skal ligge ubeskyttet hen, har Isolde bedt sin gamle ven og læremester Quanta om at holde et vågent øje med tingene, og Ragnar har bedt en af dronningens soldater ved navn Hugor Hovedhugger om at passe på kroen. Ragnar indkalder også heltene til at hjælpe, da mange tegn peger på, at der snart vil ske noget…

Da heltene ankommer til Landet på den anden Side, bliver de modtaget af Quanta, men Hugor er ikke dukket op. Quanta beder derfor heltene om at søge efter Hugor og efter lidt tids søgen, bliver Hugor fundet. Han vandrer rundt på vejen og anråber træerne om beskyttelse og er meget forvirret. Han starter straks med at træne heltene i våbenbrug og beder dem tage deres nåle og sytråd frem. Det lader til, der er noget helt galt og i tågede vendinger får Hugor forklaret, at han har mødt en smuk pige i skoven og at hans tanker er helt forvirrede.

Imens Træner Gudrun og Quanta de andre helte, så de kan klare sig i skoven.

Da heltene er klar til at begive sig ud i skoven omkring kroen, beder Quanta dem om at opsøge alle magiske væsner, kloge personer og spåkoner for at spørge, om de kender til en måde at ødelægge sjælestenen på, - og skulle de samtidig finde ud af, hvad der er sket med Hugors forstand, vil det være godt.

På deres søgen i skoven, møder heltene først en gammel heks med spidse klør, og heltene afprøver straks deres nye kampevner mod den forsvarsløse skabning. Det viser sig, at de er blevet godt trænet og heksen synker sammen i en uformelig masse. De finder en lille flaske med en underlig, gul, klistret væske i. Gudrun mener, det måske kan være Hugors forstand.

Da Hugor har fået sin forstand tilbage, går det straks bedre med at får styr på krigerne og de omstrejfende orker bliver opsøgt og slået ned. Enkelte helte får lidt skrammer under kampene, men Druiderne og Gudrun får ved fælles hjælp de sårede på benene igen.

I skoven møder heltene en svampesamler, som meget gerne vil have fat i nogle ork-svampe. Hun tør dog ikke selv nærme sig de fæle orkers tilholdssted, og hun spørger derfor heltene om hjælp. Hun giver endda en særlig udvalgt helt sin usynligheds eliksir, så opgaven kan blive nemmere.

Heltene fortæller, at svampesamleren ved en masse om skoven og væsnerne i den, og Quanta begiver sig ud for at udveksle nyheder om skoven, væsner og meget andet. Undervejs støder han på en flok orker og hans magi skuler ham i et træ. Uheldigvis trænger orkerne til at lade deres vand, og Quanta må udholde ydmygelsen og stanken. Svampesamleren har heldigvis nogle urter, som tager lugten fra det frygtelige ork-pis.

Svampesamleren har vist nogle af heltene retning mod et sted i skoven, hvor to Lamia’er opholder sig. De siges at have ægte spådomskraft. De har dog tabt deres eneste øje og leder i skovbunden efter det. Uden øjet kan de ikke se ind i hverken fortid, nutid eller fremtid. Heltene finder øjet i et lille lumsk hul i skovbunden og ved fælles hjælp får de trukket det op. Det kræver alle heltenes kombinerede evner og sammenhold at få øjet op. Som tak for hjælpen vil de to Lamia’er svare på et spørgsmål og heltene spørger, hvordan man kan ødelægge sjælestenen. Lamia’erne skuer gennem deres øje og fortæller om en gammel magisk bryg, som skulle kunne ødelægge selv den stærkeste trolddom. Til denne bryg skal bruges: ”øjet fra en basilisk, bjergrødder, en aspestikling fra det helligste elverland, et hår fra en kentaur, en vorte fra en heks, 10 dråber blod fra en ægte helt og et agern fra livets træ som indeholder essensen af moder jord.

Heltene er meget glade for at have fået denne oplysning og skynder sig tilbage for at fortælle det til folkene i kroen. Der bliver en dejlig fest med godt at drikke og spise, men midt i den festlige stemning fortæller kromutter, at mens kroen lå ubeskyttet hen, sneg en fæl ork sig ind og stjal sjælestenen og førte den tilbage til ork-borgen.

Hugor beder heltene om at samles og giver dem instrukser om et skinangreb på ork-borgens hovedport. Imens vil to listige helte snige sig bag om og stjæle sjælestenen, mens orkerne er optaget.

Heltene begiver sig afsted med Hugor og ankommer til ork-borgen. Et sikkert skud fra en elverbue, får dele af muren til at falde sammen og kampen begynder. Slaget bølger begge veje, men til sidst lykkes det heltene at overmande orkerne og tage sjælestenen tilbage. Der må to stærke helte til at føre helten, som holder sjælestenen – så stærk er stenens onde kraft.

Tilbage på kroen er alle glade for at være sluppet af med orkerne (i hvert fald for en tid) og endelig har de fundet en måde at ødelægge sjælestenens onde magi og en gang for alle fordrive den onde troldmand Sinistra fra Landet på den anden Side. Nu mangler de bare de sidste ingrediensen til den magiske bryg.

Episode XII, Dværgedysten

Heltene bliver modtaget af Ragnar, krofatter og Gudrun ved ankomsten til Landet på den anden Side. Efter orkernes lejr blev jævnet med jorden, er der forholdsvis sikkert i skoven, og Gudrun mener derfor, det er en god ide at opsøge dværgene for at få fat i nogle bjergrødder; en af ingredienserne til den magiske bryg, som kan ødelægge sjælestenen.

Krofatter har pakket proviant på en slæde og sammen begiver de sig alle gennem den snedækkede skov ad hovedvejen mod dværgenes rige. Efter nogle timers gang, kommer en gruppe handelsrejsende den anden vej, og nyheder, varer og mad udveksles, guldklumper skifter hænder og maverne fyldes. De handelsrejsende kan fortælle, at der er farer forude på landevejen, og Ragnar foreslår derfor at tage en omvej gennem sumpen. Han mener, at sumpens vogtere vil tillade at de passerer gennem sumpen og at det vil være mere sikkert end at gå ad landevejen – han undlader dog a fortælle heltene, at den del af skoven kaldes for goblin-skoven, men advarer dem mod vampyrflagermus, som siges at holde til i sumpede egne.

Et par af de handelsrejsende vælger at følge med karavanen for de er utrygge ved at gå på landevejen.

Den nye vej de følger, er kun et par hjulspor i den fugtige skovbund og det går langsomt fremad med slæden. Flere steder ligger der nedfaldne grene, som må fjernes, inden slæden kan passere, for provianten ligger usikkert og kan nemt falde af. Et par af heltene kan ikke holde tempoet ud og går i forvejen, hvor de møder sumpens vogtere. De mistror straks de to damer for at være onde, og truer dem med deres våben. Først da heltene får pakket våbnene væk, kan de komme til at snakke med sumpens vogtere som tydeligvis er meget kede af det. De fortæller, at deres kælepadde, Skilde, er blevet væk og de er bange for, at den er blevet spist af vampyrflagermusene. Heltene tilbyder straks at hjælpe de stakkels damer og begiver sig ind i sumpen for at lede efter Skilde, men finder to vampyr flagermus i stedet. Det er nogle blodtørstige bæster som lammer deres bytte med deres høje skrig for derefter at suge blod fra de hjælpeløse ofre.

I starten er heltene meget forsigtige men det går meget bedre med godt samarbejde, så de kan angribe fra alle sider samtidig. Og det lykkes at bekæmpe dem, men idet den sidste flagermus styrter til jorden, råber krofatter på hjælp. En flok gobliner har kastet sig over provianten og er ved at rode det hele igennem. Da heltene kommer styrtende tilbage, stikker de feje gobliner af med mad, drikke og krofatters guld, men heltene er lige i hælene på dem og en hurtig druide får en af goblinerne fanget i et træ.

Da goblinerne er jaget væk, genoptager heltene deres søgen efter Skilde, men atter en gang glemmer de at sætte vagtposter ud ved proviantvognen og krofatter må atter en gang råbe på hjælp. Goblinerne stikker igen halen mellem benene og heltene jagter dem forgæves. Der må en ny taktik til, og de aftaler at lave et baghold. En enkelt helt stiller sig på vejen, mens de andre gemmer sig i skoven langs vejen. Goblinerne lokkes frem af det nemme bytte og alle heltene stormer over dem og får endelig gjort en ende på de små bæster.

I mellemtiden har en af de handelsrejsende fundet Skilde og han slår en hurtig handel af med heltene, så de kan aflevere den stakkels kæle skildpadde til sumpens vogtere. De bliver så glade for at få Skilde tilbage, at de belønner alle heltene med nogle guldklumper.

Turen går nu videre mod dværgenes rige og efter nogle timers gang, når karavanen frem til dværgeporten. Her står to dværge og vogter indgangen til dværgenes rige. De er i første omgang lidt bryske og griner ad heltene, da de beder om at få nogle bjergrødder. ”Bah”, siger den ene, ”i er ikke værdige til at modtage bjergrødder – kun dværge af stort mod kan opnå den ære”. Heldigvis er der et par dværge blandt heltene, som ved, at hvis de kan vinde i en dværgedyst, vil de blive anset for værdige; men det er en hård prøve på mod og styrke. De to dværge indvilliger i at kæmpe mod heltene – bare for at fordrive tiden mens de alligevel bevogter porten.

I den første prøve udbringes en skål i mjød, og den som drikker ud først har vundet. Den første omgang falder ud til dværgenes fordel og de foreslår en ekstra omgang. Krofatter hælder op i glassene, men dværgene er så sikre på sejr, at de slet ikke bemærker, at heltenes glas kun fyldes halvt. Det er derfor lidt af en overraskelse for dem, da alle heltene er hurtigere end de to dværge denne gang.

Næste dyst er en styrkeprøve, hvor deltagerne skal holde en stridsøkse eller stridshammer ud i strakt arm, så længe som muligt. Den, der holder ud længst, har vundet. De to portvogtere er meget overmodige og tilbyder heltene et forspring på 5 minutter. Det gennemskuer heltene som en list og alle begynder samtidig. Et par af heltene er meget stærke og det går langsomt op for portvogterne, at det her måske ikke bliver så nemt, som de troede. Efter tre omgange, hvor heltene vinder alle gange, er de to dværge noget rystede og mener det er på tide, at gå videre til næste dyst.

Denne gang er det stridsstøvle kast, og dværgene finder to stridsstøvler frem i dværgestørrelse. Det gælder om at kaste længst, men støvlen skal svinges mellem benene og kastes bag om ryggen og fremefter. Den første dværg leverer et pænt kast og turen kommer til heltene, som for det meste kaster bagud. Alt ser ud til at gå til dværgenes fordele, indtil en af heltene drikker en usynlighedseliksir og stiller som bag en helt, der skal til at kaste. Idet støvlen bliver ført bagom, griber den usynlige helt fat i støvlen med en glidende bevægelse og løber afsted med den. Det ser så overbevisende ud, at dværgene ikke lægger mærke til, at de bliver snydt.

Sidste dyst er den farligste og kun for de mest modige. Deltagerne i denne dyst, skal skiftes til at skære sig selv i armen til det bløder. Den der kan skære sig selv flest gange – uden at dø – har vundet. Dysten går i gang og det første blod flyder fra dybe sår. Efter tre runder, må de første helte bede om en pause til at træde af på naturens vegne. De to dværge samtykker, og i al hemmelighed, helbreder en af druiderne deltagerne. Dysten fortsætter, og til sidst falder en af dværgene om; i sin stædighed, er han fortsat lidt for længe. Dysten fortsætter indtil den sidste dværg må give op og heldigvis, hjælper heltene med at helbrede de slemme snitsår. Dværgene er meget taknemmelige for det, og samtidig fuld af ærefrygt overfor de modige og stærke helte.

Heltene får overrakt tre bjergrødder, med meget jernmalm i, som kan blive til gode miner om et par tusind år, hvis de bliver sået i god stenholdig jord.

Heltene kan vende sejrrige hjem – et skridt nærmere på at få ødelagt sjælestenen.

Landet på den anden side er skabt af Christoffer von Sehested